“Ubevægeligheden er blevet tilbage, bevægelsen er forsvundet.”1Elena Ferrante: Afslutning. I: Det lejlighedsvise indfald, 2019.
Bevægelsen, der er forsvundet er det, der kendetegner døden for Ferrante. Vi går ikke videre, vi forsvinder ikke, vi går ikke bort. Vi holder blot op med at bevæge os.
Bevægelse er liv. Døden er ubevægelig. Den døde krop er uigenkendelig fordi den bevægelige ånd har forladt den. Den er den samme krop og dog er den væsensforskellig anderledes end den levende krop.
Efterhånden som jeg selv har nærmet mig livets zenit og nu – sandsynligvis – er kommet over på den anden side af den, er jeg blevet mindre interesseret i, hvad der sker os på “den anden side”.
Måske skulle man tro, at det var omvendt. Jo nærmere døden kommer, jo vigtigere kunne det være at have en overbevisende udvej, eller en overbevisning, der peger på en udvej. Men sådan er det ikke for mig, ikke længere.
Den enkle måde, hvormed Ferrante beskriver døden bliver mere og mere plausibel. Vi holder simpelthen op med at bevæge os.
Det der skræmmer mig mest ved døden er ikke selve døden, men udsigten til at løbe tør for tid. Der er 6 ting, jeg gerne vil gøre mest muligt i mit liv inden jeg en dag stopper med at bevæge mig helt. Inden jeg holder op med at trække vejret, inden vejrtrækningen holder op med at bevæge mit bryst op og ned.
Det ene er at læse, det andet er at skrive, det tredje er at se mest muligt af mit kontinent, og det fjerde er at opleve et dybt kærlighedsforhold. Dertil vil jeg gerne se mine børn komme godt i vej. Og jeg vil gerne gøre min uddannelse til Jungiansk Analytiker færdig.
Ja, min liste er ikke særlig lang. Den omfatter ikke at bestige Mount Everest eller at svømme med delfiner, og jeg har ikke den store ambition om at redde verden eller for den sags skyld en tro på at jeg kan.
Men jeg tror på liv som bevægelse, jeg tror på at vi bevæges af og bevæger andre i dette liv, og jeg tror at det bedste vi kan håbe på er at gøre en eller anden form for god og væsentlig forskel for et andet menneske.
Vi indgår i et net, et spind, et væv – i noget der er større end os selv. Igennem det at være menneske, i relation med andre mennesker. Og selvom jeg fascineres af fortællinger om nærdødsoplevelser og flere universer etc. er det nok for nu at tro, at vi bevæges af og bevæger andre, at vi bevæges af at være i verden. At det ikke behøver at være mere betydningsfyldt og større end som så.
For hvis vi tænker nærmere over betydningen af det, er det også vældigt stort.
NB: Dette er fjerde afsnit i mine causerier, hvor jeg skriver med udgangspunkt i Elena Ferrantes klummesamling Det lejlighedsvise indfald. Disse små tekster vil som udgangspunkt blive publiceret hver tirsdag eller onsdag.