December lægger en grå hinde over dagen. Kulde, regn og blæst. Vi nærmer os vintersolhverv og snart vil lyset begynde sin lange rejse tilbage. Det glæder mig.
Vi lever i mærkelige tider. På mange fronter ser det håbløst ud. Og dog er der noget, der er ved at rejse sig. Jeg ved ikke, hvad det er eller hvordan det vil udfolde sig, men jeg har en stærk intuitiv anelse om at noget nyt og fornyende vil ske, at der er en vending på vej. Jeg har også en formodning om at jeg ikke er den eneste der føler dette.
Men det vil ske langsomt, langsomt, som lyset selv. Og som lyset vil det komme fra mørket, fra dybet. Nogle har kaldt det stemmen fra dybet 1Se fx Aksel Haanings bog Jung – en stemme fra dybet. 2016. .
***
En dejlig dame sagde til mig, at hun troede at jeg tit går i kirke. Det er sandt, måtte jeg vedgå, at jeg har en stærk længsel efter det spirituelle, eller måske snarere efter det numinøse. Men jeg har aldrig kunnet forbinde mig med den danske lutherske kirke. Blandt andet fordi jeg savner det Feminine i den.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal finde et rum for denne længsel. Eller jeg har ikke vidst det. Før. Men i de seneste dage er der netop en stemme fra dybet, der har hvisket sælsomt til mig. Jeg fik et glimt i en aktiv imagination. Jeg fik en besked i min indbakke, som var en brik til et svar på spørgsmålet om, hvad min praksis er. En ledetråd.
Min praksis er at skrive. Det har vist altid været sådan, men hertil kommer nu en dragning mod en anden, ordløs og mere arkaisk praksis. En Vølvens praksis.
***
Nogen hviskede til mig. En stemme fra dybet – og jeg blev overrasket.
Jeg blev imidlertid også slået af frygt. Og det hører med til det numinøse at det møder os og slår os med både fascination og frygt. Det er intenst. Ikke at jeg er bange for intensitet. Men jeg er også, ud fra mine erfaringer klar over, at for intens en ild under kolben får det hele til at brænde på. Eller eksplodere.
Frygt er en god ting. Den lærer os, hvornår vi skal træde tilbage og tage en dyb indånding – og lade tiden råde. I nogle tilfælde løber vi væk i panik – eller vi paralyseres. Nogle gange forhindrer den os i at se klart. Men hvis det er muligt at træde tilbage at vente, at lade tiden råde – at stå stille og lytte, kan den lære os noget. Vi bliver kun bange, når det vi oplever som frygtindgydende, er vigtigt for os. Og vi skal ikke nødvendigvis undertrykke frygten, men acceptere og påskønne den. Tillade os at være bange.
Og stå stille. Og vente 2Medmindre det vi er bange foreksempel er en vild tiger eller et lignende dyr – så skal vi løbe – stærkt..
***
Nogen hviskede til mig. Vølven3En senere post vil handle om, hvem vølven er..
En stemme fra dybet. Men jeg veg tilbage. Jeg blev både bange for hendes stemme, og for budskabet, og vist også for den budbringer, der bragte mig en brik til en forståelse. Altså en brik til svaret på spørgsmålet om, hvad min praksis er og kan blive.
Feltet var for intenst, tæt, mættet. Det er det op mod vintersolhverv. Jeg må vente. Jeg må give mig tid og vente. Og lade frygten falde til ro.
Og håbe, at hun hvisker til mig igen.
Vølven.