Søndag i September

Et fly bevæger sig op over himlen og sætter en stribe, et spor, på den blå septemberhimmel. Hvor skal det hen?

Hvor skal det hen? Hvor skal jeg hen?

ingen steder

Jeg er her.

Jeg fantaserer om at rejse. Lette, flyve mod andre, fremmede himmelstrøg. Jeg overvejer at ringe til en ven eller gå ud for at købe noget. En bog? Drikke et glas vin. Distrahere mig. Istedet for at blive i det.

Jeg bliver i det.

I min søndagsblues. I min septemberblues. Septemberhimlen er så hjerteskærende smuk, blå og klar. Og kølig. Søndagen kalder på melankoli, og jeg fyldes af en følelse, der på tysk kaldes Sehnsucht.

Det er sjældent nu, at jeg føler denne længsel. Mit liv er så fyldt til hverdag.

Der var engang, hvor den fyldte mere og hvor jeg i højere grad lod mig drive af den. Men jeg lærte også af erfaring, hvad det at lade sig drive kan føre til. Jeg lært at være varsom, at være varlig og at passe på mig selv.

Jeg er blevet mere moden, ældre og rolig. Måske er jeg blevet mere hel. Jo mere hele vi er, jo mindre trækker længslen i os, bort fra os selv. Måske fordi sjælen finder hjem – eller vi finder hjem til den?

I sin Røde Bog skrev Jung om at begære objekter i verden, det være sig andre mennesker, eller ting:

“He could find his soul only in desire itself, but not in the objects of desire, If he possessed his desire, and his desire did not possess him, he would lay a hand on his soul, since his desire is the image and expression of his soul.”¹

Jeg forsøger på denne septembersøndag om ikke at forstå så dog at rumme min længsel (som jeg vælger at oversætte ordet desire til for nu) og vende Eros’ pile tilbage mod mig selv, mod mit eget lille hjerte. Eros betyder som bekendt længsel.

Jeg kommer igen til at tænke på den katolske præst, der i tv sagde følgende (i en temmelig grel sammenhæng – men citatet har jeg aldrig glemt):

“The human heart is a rebel that must be tamed to be used constructively”.

Jeg lader ikke hjertet løbe af med mig. Ihvertfald ikke nu – og ikke så meget mere.

Jeg lytter til melanlolsk musik, der passer til min stemning, men jeg skal også passe på ikke at blive for melankolsk. Jeg nærer mig selv ved at skrive disse ord. Denne stribe af ord, der istedet for at flyve ud i det blå, forhåbentligt trækker mig tilbage til mig selv, til dette sted, denne krop, dette øjeblik.

Denne ro. Denne søndag i september.

1. C.G. Jung: Liber Novum (The Red Book), 2009, p. 232.
   ↩︎