Om misundelse

I dag læste jeg to historier om to kvinder. Den ene vakte min misundelse – den anden gjorde ikke. Den ene kvinde vækker min vrede på en næsten bizar måde, mens jeg under den anden kvinde hendes succes.

Den ene kvinde er Katherine Diez, der nu har udgivet en bog. Den anden kvinde er Britt Andersen, som gik fra at være førtidspensionist til at blive millionær ved at skrive air fryer-kogebøger.

Det er interessant, hvad der gør sig gældende, og hvorfor jeg er misundelig på den ene og ikke på den anden. (Lad mig minde om, at unde faktisk betyder at elske).

Der kan være visdom at hente i misundelsen. Den peger på det jeg selv ønsker mig. Vreden har rod i, at nogen har haft dét, jeg selv ønsker – men vedkommende smed det væk. Og mit ønske er ikke at blive en del af kulturparnasset – men på at få en stemme, at kunne skrive, at få spalteplads.

At få den mulighed – og så stjæle andres ord?! Dét forstår jeg ikke.

I jungiansk psykologi er skyggen ikke blot det der er mørkt eller farligt, den kan også være lys og konstruktiv (hvis vi skal tale i dualistiske termer). Skyggen, uanset hvad den indeholder, repræsenterer den del af os, der er skjult for den bevidste del af vores psyke. At være misundelig på andres talenter eller muligheder kan altså sagtens pege på sider af os selv, der ligger i skygge, som er uerkendte. Og som kan være ressourcer i vores egen psyke.

Det er nu ikke fordi mit eget ønske om at at skrive og at få en stemme ligger i skyggen. Jeg er fuldt ud bevidst om det. Alligevel bliver jeg overvældet af vrede og misundelse. Og derfor bliver jeg mindet om, hvad det er jeg selv ønsker. Og jeg må erkende, at når jeg bliver overvældet af så stærke følelser for en person, som jeg ikke kender – og som ikke er misundelsværdig ved nærmere eftertanke – er der nok noget på færde, som peger tilbage på mig selv. Og hvad dét er, er det nu op til mig selv at finde ud af og tage ansvar for.

Det handler ikke blot om objektet for mine følelser. Heri ligger der en parallel til begæret, som jeg skrev om for et par uger siden. Det kan være oplysende at vende opmærksomheden tilbage på én selv. På en undersøgende måde vel at mærke.

Det, som kommer mest bag på mig, er intensiteten i min misundelse og vrede. Hvorfor påvirker det mig så voldsomt?

Billedet herunder viser den onde dronning, Snehvides stedmoder. Hun er nok den skikkelse der i eventyrene bedst repræsenterer narcissisme og misundelse, når den er allermest giftig. Og spejlet bliver symbolet på narcissismen. Men spejlet er ærligt og som sådan kan vi lære af det, hvis vi spørger det, hvad der reflekteres tilbage, når vi undersøger vores egen misundelse.

The Evil Queen in front of the Mirror. Illustration by John Batten for Joseph Jacobs’s Europa’s Fairy Book (1916).

Og for at løfte blikket: hvorfor bliver vi som kultur så draget af en historie som den om Diez? Hvorfor får den vores opmærksomhed i den grad som den gør? Der er flere lag i det. Den har alle elementer af soap. Den handler om løgn, bedrag, skønhed, forrædderi, sex, hævn, hykleri, offergørelse – og den taler lige ind i vores kulturs ætsende interesse for platforme & pixels, performance & persona. Den handler om spejlinger og refleksioner i spotlightet. Om narcissisme.

Men på et dybere plan handler den om, hvad det vil sige at være autentisk og at have integritet. Og på et endnu dybere plan handler den om en stærk længsel efter at høre til, at være ønsket og anerkendt. Noget som alle mennesker kan genkende uanset om det er fremmed for os eller ej. Om vi kommer fra et sted, et hjem, hvor vi var ønskede og anerkendte. Eller om det er noget vi har måtte kæmpe for med alle tilgængelige midler.

Så derfor – istedet for at lade os rive med af de følelser, som den sag umiddelbart og lige nu vækker i os, i den udstrækning den vækker nogle følelser – kunne det måske være frugtbart at spørge os selv, hvorfor vi bliver grebet af netop dén følelse, vi nu måtte være opfyldt af. Og om vi kunne se ind os selv, og spørge os, hvad der er det ved den sag, der vækker genklang i os – individuelt og kollektivt.

Kunne det måske på et dybere plan handle om vores egen længsel efter integritet, autenticitet – og efter at høre til? Og kunne denne sag, som den udspilles i det kulturelle rum, mon være et spejlbillede af den længsel? Og kunne al den mediehurlumhej, som sådanne sager er udtryk for, også være et billede på, at det kollektive Selv er fragmenteret? Dis-integreret.

Og vi kunne spørge os selv og hinanden om, hvad der skal til for at skabe sammenhæng og helhed, og hvordan den tilsyneladende tilstand af fragmentation kan afhjælpes.

Vi kan starte med at se bagom spejlets blanke overflade, se på hvad gemmer sig bag vores egne følelser som for eksempel misundelse. Og vi kunne begynde at se på hinanden og tale sammen på andre måder.