“[T]here’s usually a myth in the mess, and a mess is an expression of soul.”
James Hillman
Ejendommen hvor jeg bor har åbenbart fået nogle uvelkomne beboere i form af såkaldte skægkræ. Derfor havde jeg besøg af en Skadedyrsbekæmper i form af en charmerende solbrændt herre, skaldet og med ring i øret. Mit køkken lignede en slagmark dels fordi det er gammelt, dels fordi er rodet – og det er resten af lejligheden også. Jeg greb mig selv i at beklage dette roderi.
(Det skal dog indskydes at jeg – i går aftes da en blåbærsmoothie landede forkert på kanten af køkkenbordet egentlig var glad for at det ikke var et nyt kridhvidt designerkøkken. Hertil kom at der blev anvendt et rengøringsmiddel, der nok desinficerede – men også gav gulvet et blåligt skær).
Hvorom alting er, så undskylder jeg nærmest for mit eget rod – i mit eget hjem (en dårlig vane, altså det at undskylde). Hvortil Skadedyrsbekæmperen svarer noget i retning af, at det jo er mit hjem, min sjæl – og at det i øvrigt er dårligt for miljøet at gøre for meget rent. Jeg replicerer ved at sige, at “det er en god undskyldning, min er at jeg hellere vil læse”.
Men i mit stille sind tænker jeg, “Tak skæbne – hvis mit hjem er et udtryk for min sjæl, må den da være meget rodet”.
Et Still-leben af Pieter Claesz (1630) – med kraniet som det klassiske symbol på forfængelighed (Vanitas), der skulle minde beskueren om deres egen dødelighed – og måske også at det var på tide at rydde op.
Jeg hører absolut ikke til i den minimalistiske kondo-agtige afdeling. Jeg lider helt sikkert også af kronisk tsundoku. Jeg ejer mindst 5 forskellige flasker parfume fra det samme parisiske parfumeri. En buddha, en figur der ligner en mand fra påskeøerne, en gammel sættekasse, utallige farvede æg, to Dalarne heste, en gammel spilledåse, en abe, en krystalkugle, en ankh, en skarabæ, adskillige kjoler (men ikke så mange sko eller tasker), alt for mange læbestifter og smykker. Puder, gamle sten og fyldte dagbøger. Æsker, lysestager og glasting. Dertil ustyrligt mange tarokort og tarotrelaterede tegninger. Tuscher og farveblyanter, tomme notesbøger og ubrugte skriveredskaber, især vikingblyanter. For blot at nævne nogle af de ting, jeg absolut ikke har i sinde at skille mig med, og som sandsynligvis ikke ville bringe andre end mig selv glæde.
(Eller for at sige det på en anden måde: F*ck Minimalism. F*ck Modern.)
Det eneste der nu mangler er en kat.
Min sjæl er nok også sådan. Rodet, skrammet og fyldt. Og det er så også godt. Måske passer det til en person, der helst vil læse og skrive og som er ved at uddanne sig til Jungiansk Analytiker. Måske skal sjælen så være af en sådan beskaffenhed, at den er rodet og skrammet og ikke blank som nypoleret sølvtøj.
Det paradoksale er så at jeg af profession er bibliotekar. Jeg lever af at katalogisere bøger. Heri indgår basepleje, konsistens, korrekte navneformer, klassifikation etc. Information skal kunne (gen)findes – ellers er den nytteløs for den potentielle læser.
Men der er egentlig et underligt spænd mellem den profession og det rodede interiør. Måske komplementerer de to sider hinanden. Og det rodede interiør passer også med lægge tarot ved køkkenbordet. Og selv hvis jeg fik et moderne tinyhouse eller en hytte ude i skoven ville mine ting (og en kat) følge med.
Dertil kommer, at der er en indre frihed i at afstå fra det perfekte, om end jeg gerne vil have et nyt køkken som erstatning for mit skrammede ikeakøkken. Da jeg sagde det til min ven spurgte han om jeg ikke hellere vil være fri? I det ligger naturligvis et pekuniært aspekt – men der ligger også et dybere aspekt .
Der ligger en frihed i at afstå fra det perfekte og pænt ordnede og overgive sig til sin rodede sjæl.