I dag er det i følge vores kultur kristne tradition påske. Og selvom påsken er en kristen og jødisk fest, så har der sneget sig både æg og harer ind i billedet. Ingen af dem har noget med kristendommen at gøre.
Påsken var oprindeligt en hedensk forårsfest. Både ægget og haren har med frugtbarhed at gøre, og og haren har tilsyneladende at gøre med en hedensk frugtbarhedsgudinde. Selve genopstandelsestemaet kendes ikke blot fra den kristne tradition men også fra den gamle babylonske, hvor Inanna drog ned i Underverdenen for at hænge på en kødkrog for senere at komme tilbage eller fra myten om Kore/Persefone, der efter sin nedgang til Hades og moderen Demeters vrede og kamp for at få hende op, må tilbringe halvdelen af året på Jorden og halvdelen i Underverden. Begge myter fortæller om det kvindelige, og hvordan en del af det kvindelige befinder sig under Jorden, mens en del befinder sig over Jorden.
I år kommer jeg derfor til at tænke på det cykliske, og på hvordan vores traditioner er bundet op på det at vende tilbage år efter år, præcis på samme måde så årshjulet drejer. Selvom vi lever i tid hvor det linære styrer, er vores biologi og vores fornemmelse af tid cyklisk. Det gælder for os alle, men for kvinder er det en del af vores biologiske vilkår.
I år er det meget anderledes end det plejer at være. Påsken er blevet mindre og stille. Og det maner til eftertanke. I sit påskebrev skriver Jes Bertelsen blandt andet at krisen kunne betyde et skift fra en maskulint til et feminin indstilling:
“Fra gøren mod væren. Fra det mandlige princip mod det kvindelige princip. Et langsommere mere naturligt tempo. Samhørighed, omsorg, nærhed, sans og respekt for alt der vokser og gror.”1 https://www.vaekstcenteret.dk/brev-fra-jes-bertelsen—paaske.asp
Så måske kunne vi benytte denne påske til at kontemplere over det langsomme, det nære, det cykliske og et roligere tempo. På et tidspunkt skal vi tilbage til det normale, der kommer givetvis til at gå meget lang tid før det sker, men måske skulle vi benytte muligheden for at overveje, hvad der egentligt er normalt?
For vores opfattelse af tiden, året, vores menneskelige kroppe, for vores sanser, for vores forhold til Jorden og til hinanden. Hvilken normalitet er det vi skal tilbage til. Eller rettere, til hvilken normalitet ønsker vi at komme tilbage?
Vi bruger ofte vendinger som “Hjulene skal jo køre rundt”. Men måske kunne vi overveje, hvordan og ud fra hvilke præmisser? OG måske kunne vi tænke på det store Hjul, der ligger under vores livscyklus, naturens hjul, årstidernes kommen og gåen, Jordens egen cyklus.
Jeg ønsker jer alle en god genopstandelse!