Om at sidde i en park og betragte livet

“Men det at skrive bør under ingen omstændigheder udsættes til et “bagefter”, når denne beskæftigelse nu er vores måde at være i verden på. når den overdøver de utallige andre aspekter i livet: kærlighed, studier, job. Den giver sig til kende selv når der hverken er papir eller blyant eller noget som helst, fordi vi er dyrkere af den skrevne verden … “1Elena Ferrante: Det lejlighedsvise indfald, 2019.

Lørdagen er for mig den helligste dag i ugen. Som regel laver jeg ikke så meget om lørdagen. Ordet lørdag stammer fra det norrøne laugardagr, hvor den første del af ordet betyder bad eller badevand, hvilket betyder at lørdag er badedag, eller vaskedag, hvor man har vasket og badet. 2www.vikingeskibsmuseet.dk/fagligt/e-laering/vikingetidens-mennesker/ugedagenes-navne-og-betydning.

Jeg har da også sat tøj over til vask i dag. Og jeg har også været på biblioteket, og derefter har jeg siddet i Enghaveparken og betragtet en lillebitte edderkop, der kravlede rundt på min bog, og jeg fik ideer til nye blogindlæg. Og jeg betragter her de lavtflyvende flyvemaskiner, der kredsede ind over Vesterbro på deres vej mod lufthavnen, hundene, børnene – og petanguespillerne.

Jeg betragter dem, mens de spiller. De småsnakker, diskuterer, drikker en orange drik, der kunne ligne Aperol Spritz, måler nøje afstanden mellem den lille røde og de store kugler op, spiller snart i den ene retning, snart i den anden. En dybt koncentreret ung mand ser ud til at vrisse af en pige, der krydser ind over banen. Der er en sydlandsk, let stemning over parken denne solrige lørdag eftermiddag i september.

Jeg griber mig i at tænke på hvor formålsløst det i sig selv er at forsøge at komme så tæt på en lille rød kugle med nogle store skinnende kugler. Men så er andre spil som croquet jo også formålsløst. Og et væld af andre menneskelige aktiviteter: kortspil, mikado, bowling. Og der er naturligvis et andet formål med spillet end det at ramme den lille røde kugle. Det at være tilstede og være sammen.

Det er lige så formålsfuldt som at sidde på en bænk og betragte en edderkop, der vandrer på en bog. Den eneste forskel er at jeg i den position blot er betragter og ikke deltager selv.

(Men jeg fik dog en idé, da jeg bladrede i bogen – inden den var blevet okkuperet af edderkoppen. Bogen er en samlig små tekster, causerier eller klummer, af den italienske forfatter Elena Ferrante. Disse blev skrevet til Guardian i løbet af et år, og redaktørerne gav hende så vidt jeg kan forstå små oplæg til, hvad hun skulle skrive om. Min idé er så at læse disse og skrive små tekster ud fra og inspireret af hendes tekster. Jeg har ikke læst noget af hende endnu. Jeg ejer dog en bog af hende, der hedder Frantumaglia – “fragmenter” på italiensk, gætter jeg på. Nu har jeg bestilt en roman af hende på biblioteket.)

Og mens jeg går hjem spekulerer jeg på, om jeg i virkeligheden godt kan lide at være en betragter? Giver det en ro, min hellige lørdagsro, at være alene og betragtende – og ikke deltagende? Der er så mange ting som jeg deltager i og her bruger jeg egentlig meget min mentale kapacitet. Måske ville det dog være sundt for mig at deltage i livet og i et spil på en anden måde – med mere krop? Måske behøver man heller ikke være i vanvittig god form for at spille pentanque. Spillerne så også ud til at være mange forskellige slags mennesker.

Jeg vil overveje det. Måske kan jeg også godt lide at betragte livet – fremfor at spille med – hvis det overhovedet er en mulig position. Det siges at betragteren altid vil påvirke det, der betragtes. At der ikke er en værdifri, neutral position. Vi er altid en del af det vi betragter. Nu tænker jeg naturligvis ikke længere på pentanquespillerne – men lommefilosofisk på selve livet. Selvom jeg naturligvis ikke kan vide om de var bevidste om at de blev betragtet. Jeg ved heller ikke om edderkoppen var klar over at jeg betragtede den, og fra flyvemaskinernes position var det naturligvis fuldstændigt ligegyldigt.

Den anden dag var det åbenbart international taknemmelighedsdag. Og en veninde skrev en række punkter over ting hun er taknemmelig for. Jeg skrev blot en kommentar: “Jeg er”. Det er jeg taknemmelig over. At være til fremfor ikke at være. Måske er det nogle gange nok at være i en position, hvor man kan sidde og betragte livets udfolde sig og gøre sig sine egne tanker.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *