Du ligner dig selv, sagde hun.
I går aftes på en vinbar i det indre København, hvor jeg var sammen med en veninde, mødte jeg en klassekammerat fra gymnasietiden for 25 år siden. Jeg genkendte hendes karakteristiske ansigt med det samme, og jeg tror at mit blik der intenst søgte hendes, fik hende til at se på og genkende mig. En kort og god samtale udspilledes sig.
Jeg sagde: Du ligner også dig selv. Jeg fortalte hende om det gensynstræf, der havde været i Hillerød i august, hvor hun ikke havde deltaget og om hvordan det havde været meget rørende og ikke mindst – hvordan vi alle havde lignet os selv, blot 25 år ældre.
Det er egentlig bemærkelsesværdigt, hvor ofte vi overraskes over, at vi ligner os selv. Egentlig ville det dog være mere overraskende, hvis vi ikke ligner os selv, lige pludselig.
Hun sagde noget i retning af: “Det er en form for integritet” – altså det med at vi alle lignede os selv. og jeg sagde, “Ja – Integritet er et godt ord i det forbindelse”.
Da jeg og min veninde kort tid efter gik og jeg sagde forvel til klassekammeraten, sagde hun: “Vi ses”. Men jeg tror ikke at vi nødvendigvis ses, sådanne møder er tilfældige og sjældne. Livet og tiden går videre, men vi ligner os selv, også om 15-20 år, når vi tilfældigvis træffer hinanden igen, vil vi igen umiddelbart genkende hinanden i træk, karakteristika og gestik, som ikke forsvinder med tiden, men som er lige dele genetik, personlighed – og integritet.
Der er en form for ro og trøstefuldhed i dette med integritet. Uanset hvilke ting, der indtræffer i livet, ligner vi os selv, er vi os selv. De færreste mennesker ændrer sig voldsomt, når det kommer til stykket. Vi bliver måske snarere os selv og udlever i mere eller mindre grad vores potentiale, kommer overens med os selv, mens vi responderer på de udfordringer livet byder os.
Der er en kerne af uforanderlighed i os alle, ikke blot i kraft af vores fysiske træk, men også i smag, vaner, interesser, tankemønstre, idiosynkrasier og præferencer.
Jeg tænker, at det er et udtryk for integritet at være tro mod sig selv og denne uforanderlighed, mod den person man er blevet mellem årene, og der er en lettelse i at mærke den ro, der også har indfundet sig, som en god tyngde i sjælen.
Fin lille tekst. Jeg tænkte videre over den da jeg cyklede en lang tur i forårssolen ud til Langelinie, og vendte tilbage til den da jeg kom hjem. Her blev jeg klar over at jeg havde husket galt. Jeg huskede det som om din klassekammerat havde sagt ‘identitet’ og ikke ‘integritet’, men begge ord er meningsfulde i sammenhængen. Sprogligt peger ‘identitet’ på at vi er den samme (latin ‘idem’), mens integritet peger på at vi er uskadte (latin ‘integer’) gennem livet, vel at mærke hvis vi bliver ved os selv, og vores personlighed ikke bliver nedbrudt. En helt ny identitet ville være skræmmende, og vores integritet gælder det også om at bevare.
Kære Thomas
Tak for den gode kommentar. Ja, på den måde er der jo i disse forandringsparate tider paradoksalt nok en styrke i at bevare såvel identitet som integritet.