Vi læser ikke så meget som vi tidligere har gjort. Altså skønlitteratur. Samtidig udkommer der flere bøger end tidligere, fordi det er blevet langt nemmere selv at udgive dem. Det forekommer at være noget af et paradoks. Flere bøger, færre læsere – eller færre flittige læsere.
Burde vi læse mere end vi skriver? Eller i det mindste mere end det vi skriver og vælger at udgive. For måske er der en sammenhæng mellem både kvantiteten og kvaliteten af det en forfatter har læst, og kvaliteten af det, selv samme forfatter skriver?
Men det handler ikke blot om forfattere. Det handler også om almindelige mennesker som du og jeg. Det handler om, hvilken betydning det at at læse har for os som mennesker, hvordan det at læse (efter min mening i en fysisk bog af papir) har betydning for, hvordan vi relaterer til vores indre verden, vores ydre verden og til hinanden. At læse gør os måske til bedre mennesker?
For mig – og ikke blot i min egenskab af bibliotekar – har spørgsmålet, om hvilken betydning – ikke litteraturen – men selve det at læse har for os som mennesker fået mere og mere fokus. Jeg har en formodning om at det at læse og holde koncentrationen på dét alene bliver sværere og sværere for mange af os. Men noget tyder også på, at det at læse i sig selv styrker koncentrationsevnen. Så det er et spørgsmål om at øve sig – at gøre det at læse til en daglig praksis.
Ensomhed – eller frygten for den – er måske en af grundene til at vi i den kollektive kultur læser mindre i bøger. Ensomhed eller stilhed er en forudsætning for at læse, selvom det naturligvis er muligt at læse i selskab med andre. Men uanset hvordan vi kommunikerer oplevelsen er selve det at have den noget der oftest sker i ensomhed. Og måske viger vi stigende grad bort fra at opsøge oplevelser, som vi ikke umiddelbart kan dele med andre? Som i sig selv kræver ensomhed som udgangspunkt. Naturligvis taler deltagelse i bogklubber, bogfora og læseklubber imod denne antagelse. Men her kommunikeres og deles oplevelsen efterfølgende. Min hypotese er dog den at vi i stigende grad opsøger oplevelser, som vi deler med andre i det øjeblik vi har den, masseoplevelser, som vi også kan dele i løbet af et splitsekund på de sociale medier.
Det at læse bør ikke være et middel til at opnå større koncentration eller til at blive et bedre eller mere empatisk menneske. Jeg tror i grunden heller ikke at det er tilfældet at det at læse i sig selv gør os gode. Men jeg tror at det at læse giver dybde, rummelighed, indsigt. Og jeg tror at det at læser gør os til mere interessante – og ikke mindst – interesserede mennesker. Interesserede i vores omverden, og nysgerrige og begærlige efter viden. Omvendt kan man forestille sig, at det er disse egenskaber, der gør os til læsere til at starte med.
At læse er et mål i sig selv. Og derudover må vi jo ikke glemme at det læse bare er underholdende. Medmindre at du har fået fat i en kedelig bog.
Dette er det indledene indlæg i en serie om At læse.