Nogle gange har jeg lyst til at skrive uden at vide, hvad jeg skal skrive om. Jeg har blot lyst til at komme ind i processen, ind i flowet. Og de idéer, som jeg allerede har på min liste appellerer ikke rigtigt til mig. Måske har du det på samme måde?
Jeg har derfor tænkt på nogle ting, der kan anvendes som idégeneratorer.
Alt kan i princippet fungere som ideer til at skrive: dét som på engelsk kaldes “writing prompts”. Du kan trække et tarotkort, og fortælle en historie om det, billedet viser eller det kortet betyder. Du kan slå op i en bog, og tage udgangspunkt i den første sætning du læser, eller du kan skrive din mening om en debat eller et emne, som du har hørt om i radioen eller i en podcast.
Der findes utallige sider med writing prompts på nettet lige som du kan købe bøger, der simpelthen består af writing prompts. Og husk at det ikke betyder noget, at andre har skrevet om det samme emne. Du giver emnet din tone, din stemme og dermed bliver det anderledes end dét jeg skriver om det samme emne.
Du kan også bruge et samtalekort, som fx Concopia-kortene. Selvom min veninde og jeg har masser at tale om, når vi ses, bruger vi nogle gange disse kort for sjov, og de bringer os vidt omkring. Jeg tænker, at de også sagtens kan bruges som writing prompts. Det at skrive er dybest set at have en samtale med sig selv, eller sjælen eller Musen. Bagefter kan du så dele denne samtale med andre for at indgå i en bredere dialog, hvis det er meningsfuldt.
Du kan tage udgangspunkt i et essay, som en anden har skrevet. Jeg har for eksempel skrevet indlæg på denne blog med udgangspunkt i Elena Ferrantes klummer. Og jeg har nu bestilt hendes bog på biblioteket igen for at tage tråden op, hvor jeg slap. Jeg skeler også ofte til, hvad essayets fader Montaigne skrev i sit tårnbibliotek i 1500-tallets Frankrig om et givet emne.
Vermeer, Johannes: Skrivende kvinde. Ca. 1665. Public Domain.
Du kan bruge en drøm, du har haft, eller et billede du har set på en udstilling eller i et kunstkatalog. Her kan Vermeers tableauer med mennesker være en god indgang til imaginationen: hvad skriver kvinden på billedet om, hvem er hun? Hvem skriver hun til, hvis det er et brev?
Du kan spørge en ven om et forslag til et emne. For nylig fik jeg den opfordring fra en ven, at jeg skal skrive om Duen, og jeg er så småt begyndt at researche på dette symbol. Jeg tænker at det med tiden bliver til en symbolartikel til Jung for Alle.
Chatbots som ChatGpt og Perplexity er glimrende idégeneratorer. Især hvis man beder dem komme med forslag indenfor et mere snævert emne. Fordelen ved Perplexity er derudover, at den angiver kilderne til sine svar. Så hvis jeg spørger den om fx Sophia eller Gnosis, angiver den fx kilden the Golden Sufi Center, som er en skattekiste af viden om Sophia, sufisme og gnosticisme. Og på den måde får du også kilder til din research.
Disse forslag passer til mit temperament og interesser. Du har måske andre forslag til, hvad der kan generere ideer til tekster?
Flere tekster på én gang
Jeg skriver gerne på flere tekster på én gang. I bogen “Stand still like the humming bird” giver Henry Miller1 det råd, at man skal skrive sine tekster færdig.
Jeg tror, at det råd giver mening, når man skriver romaner eller lange nonfiktive monografier. Men når man definerer sig som essayist, som jeg dybest set gør, så giver det mere mening at have gang i flere ildsteder og ideer på samme tid.
Især hvis man løber tør for flow i forhold til ét emne. Eller hvis en tekst er ved at blive læst af en anden eller den bare skal hvile i skrivebordskuffen (som nu er mere virtuel i form af en folder i dropbox eller en kladde i wordpress).
Kipling mente, at en tekst sagtens kan vente i 15 år i skrivebordsskuffen. Det er set med moderne øjne længe at vente på, at en tekst modner – men modne det skal den for det meste, hvad enten den udsættes for en andens blik eller den bare hviler for sig selv. Jeg skriver lige nu på tre forskellige tekster, mindst. Og selv når jeg ikke skriver, så skriver jeg alligevel – men det må være emnet for et fremtidigt blogindlæg.
Flow
På et tidspunkt er der et af de emner, som jeg har gang i, som får momentum og som en snebold, der ruller ned af et bjerg, bliver større og større. Det kan nogle gange tage tid og anstrengelse at få den op ad bjerget, men på et tidspunkt når den sit tipping point – og så ruller den. Så kommer jeg i flow og så skal jeg bare skrive den færdig. I den tilstand kan det føles som det eneste i verden, der betyder noget.
Og det er for at kunne være i denne tilstand af flow, at jeg skriver. Og det er derfor jeg ofte længes efter selve det at skrive. Men for at være ærlig så består det at skrive mestendels af tiden med at skubbe bolden op ad bjerget, og det kan være udmattende – og nogle gange desillusionerende.
Arbejdet belønnes, når bolden ruller ned på den anden side. Og bagefter føler jeg mig tom og længes efter at skrive igen.
At skubbe bolden op ad bjerget er det vedholdende arbejde, og det er ikke altid jeg er inspireret. Det skal imidlertid ikke gøres ud fra inspiration, men fordi du vil og fordi du kan lære af den proces. De fleste skrivecoaches anbefaler netop, at det ikke er inspirationen, der skal drive værket, men vedholdenhed og en fast skriverutine, noget som jeg selv har kæmpet med at etablere i årevis.
Processen
Det er nødvendigt at være ydmyg overfor processen og få det gjort. Selvom det ikke bliver perfekt. Det bliver til noget, og dét er bedre end intet. Bedre end at ikke skrive, fordi det skal være perfekt. Så vær ydmyg. Glem produktet. Du ved ikke, hvad det bliver til undervejs. Accepter processen og uvisheden. Dagens citat kommer her:
“You don’t know what your writing will be until the end of the process“, skriver Gail Sher som den tredje af fire sandheder for skribenter i sin bog One continuous mistake2.
Det er en smuk, lille og anbefalelsesværdig bog, der med forfatterens særegne intuitive stemme handler om at skrive og gøre det at skrive til sin spirituelle praksis, det rum man flytter ind i og føler sig hjemme i. Eller, det man gør for at være i kontakt med Musen, som min ven sagde. Den samme ven, som opfordrede mig til at skrive om Duen.
Du kan skrive om Alt. På den måde er det at skrive et imaginært rum, du kan bebo.